Rikke Thomassen har opsagt sin stilling

Journalist og kommunikationsmedarbejder, Rikke Thomassen, stopper i Kristelig Handicapforening med udgangen af november 2017

Rikke Thomassen har opsagt sin stilling i Kristelig Handicapforening og stopper med udgangen af november 2017.  Siden 2008 har Rikke Thomassen været journalist og kommunikationsmedarbejder i Kristelig Handicapforening, hvor hun blandt andet har haft ansvar for kommunikation og markedsføring, herunder særligt KH bladet og onlinemedier.

”Rikke har gået til opgaverne med stort engagement, ihærdighed og høj faglighed. Både i samarbejde med medlemmer, fagpersoner og andre interessenter har hun varetaget sine opgaver med hjerte, empati og respekt. Det er ærgerligt, at Rikke har opsagt sin stilling, men jeg har forståelse for hendes beslutning. Vi vil savne hendes ideer og hendes passion for Kristelig Handicapforening,” siger Tove Søgaard, der også har oplevet, at Rikke Thomassen har været med til at sikre sammenhængen i Kristelig Handicapforening i forbindelse med skiftende landsledere.

”Det er uvurderligt at møde en medarbejder som Rikke, da jeg tiltrådte som ny landsleder for godt et år siden. Hun har givet mig en utrolig grundig introduktion og samtidig bakket op om de nye indsatser og arbejdsområder, der skal planlægges og gennemføres i foreningen,” siger Tove Søgaard.

”Tak for jer!”
For Rikke Thomassen kommer opsigelsen på baggrund af et ønske om en mere fleksibel arbejdssituation.

”Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en svær beslutning at opsige min stilling. Jeg er uendeligt glad for Kristelig Handicapforening og for alle de skønne mennesker, jeg har mødt gennem de mere end 9 år, jeg har været ansat. Jeg ser med taknemmelighed tilbage på mange gode og sjove oplevelser, og jeg glæder mig over alle de mennesker i foreningen og på bofællesskaberne, som har været med til at berige mit liv. Tak for jer!”

”Jeg har også sat stor pris på det gode samarbejde, vi har haft på landskontoret, hvor der har været plads til både alvor og sjov – og jeg glæder mig over, at der er dygtige medarbejdere på landskontoret, som fortsat vil varetage arbejdet i foreningen,” siger Rikke Thomassen.

Når Rikke Thomassen stopper i Kristelig Handicapforening med udgangen af november, vil hun fortsætte sit arbejde som freelance-journalist og pt. også som timelærer på 3K-uddannelsen.

Kristelig Handicapforening overvejer nu, hvordan vi løser opgaverne og vil snarest muligt finde en løsning på, hvordan den fremtidige bemanding af landskontoret skal være.

”Vi vil gøre vores ypperste til at foreningen forsat vil opleve sammenhæng og kontinuitet,” siger Tove Søgaard.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...