Den gode historie skal længere ud

Christina Hummelmose Brorson er godt inde i sprog, formidling og digitale medier. Hun er Kristelig Handicapforenings nye kommunikationsmedarbejder.

Christina Hummelmose Brorson er ansat som ny kommunikations- og sekretariatskoordinator i Kristelig Handicapforening fra 15. februar 2018.

Christina er cand.mag. i dansk fra Aarhus Universitet og har efteruddannet sig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun kommer fra en stilling som journalist på ugeavisen Landsbyerne og har tidligere arbejdet som journalist for Randers Amtsavis, Djursland Landboforenings medlemsblad og flere netaviser.

- Jeg er stolt, glad og tilfreds med ansættelsen og er sikker på, at vi med Christina får en yderst kompetent kommunikations- og sekretariatskoordinator, som kan formidle den gode historie om menneskers værdi fortæller Kristelig Handicapforenings landsleder Tove Søgaard.

Christina Hummelmose Brorson glæder sig til at komme i gang:

- Jeg ser frem til at tage fat i noget, der giver mening. Jeg har skrevet nyheder i alle længder om løst og fast, og det har været sjovt og spændende. Nu glæder jeg mig meget til at kommunikere med mere tyngde ud fra værdier, som er grundlæggende i mit eget liv: At vi alle er elskede og værdifulde, uanset hvad vi kan præstere, fortæller hun. 

Christina Hummelmose Brorson er valgt blandt ikke færre end 128 ansøgere. Hun afløser Rikke Thomassen som kommunikationsmedarbejder.

- Vi har haft en meget dygtig kommunikationsmedarbejder i Rikke. Med Christina tror jeg, vi kan fastholde niveauet og sikre, at vores profil, mærkesager og mange positive hverdagsfortællinger fra vores bofællesskaber kan nå bredt ud, både blandt vores medlemmer, det kirkelige bagland og helt ud i den brede offentlighed, fortæller landsleder Tove Søgaard.

Ud over en bred kommunikationsbaggrund har Christina Hummelmose Brorson for nylig suppleret sine færdigheder i digital markedsføring, søgeoptimering og sociale medier.

- Det er et ’must’ at være dér, hvor folk er – og de er meget på internettet og de sociale medier. Hvis ikke vi er dér, kan vi have verdens dejligste budskab, mens vi kun når dem, der kender os i forvejen, siger Christina Hummelmose Brorson og tilføjer:

- Mit håb er, at vi kan komme endnu længere ud med den gode historie til mennesker, som har behov for netop Kristelig Handicapforening tilbud.

Christina har desuden et godt kendskab til kirken og deltager selv aktivt i Kronjyllands Frimenighed i Randers, hvor hun bor sammen med sine to børn.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...