Årsmøde med masser af mod på fremtiden

Kristelig Handicapforenings årsmøde i Vejle Missionshus lørdag den 17. marts trak fuldt hus. 85 deltagere evaluerede året der gik, og så fremad.

Nyt team på landskontoret

I året der gik, er landskontorets besætning øget fra én til tre fuldtidsansatte. Landsleder Tove Søgaard, præsenterede event- og sekretariatskoordinator Anne Jerup, der blev ansat i maj 2017, og kommunikations- og sekretariatskoordinator, Christina Hummelmose Brorson, der kom til i februar 2018. 

Anne og Christina flankerer Tove i arbejdet med tilbud til Kristelig Handicapforenings bofællesskaber og foreningens medlemmer. 

Flere skal kende Kristelig Handicapforening

Højt på landskontorets prioriteringsliste står også arbejdet for at gøre Kristelig Handicapforening synlig for familier og enkeltpersoner, der endnu ikke kender foreningen, men som kan have glæde af dens materiale og arrangementer. 

I den sammenhæng blev der til årsmødet uddelt 2000 postkort med Kristelig Handicapforenings motto ”Elsket & Værdifuld”, samt en opfordring til at kigge på hjemmesiden eller give en gave pr. sms.

Mange af årsmødets deltagere tog en stak med hjem til kirken eller missionshuset. 

Masser af initiativer

Initiativer i Kristelig Handicapforenings støbeske er blandt andet bibelhøjskolen, som Kristelig Handicapforening i samarbejde med Ordet og Israel har arrangeret, et nyt bofælleskab i Storkøbenhavn, et nyt netværk for forældre til børn med autisme, samt en bog, en andagtssamling og videoandagter specielt målrettet mennesker med et udviklingshandicap – efter planen lanceret i løbet af det næste halve år. 

Aktiv døds- eller livshjælp?

På det politiske område har diskussionen om aktiv dødshjælp fyldt en del i året, der gik. Kristelig Handicapforening har været på banen med flere debatindlæg om sagen i Kristeligt Dagblad. Bestyrelsesformand Thomas Mikkelsen, nævnte i sin formandsberetning, at der fortsat vil være fokus på den debat. 

Et andet fokus vil være indsatsen for de ældste beboere i Kristelig Handicapforenings bofællesskaber. Aldersgennemsnittet for mennesker med udviklingshæmning stiger, og det betyder nye udfordringer til bofællesskaber og medarbejdere. 

”Debatten om aktiv dødshjælp kan bruges positivt til at sætte fokus på, hvordan vi yder ”aktiv livshjælp” til mennesker, som befinder sig i den sidste fase af livet. Hvordan værner vi om livet for de ældste medlemmer af Kristelig Handicapforening,” lød det åbne spørgsmål fra foreningens formand.   

Aktiv dødshjælp var også på programmet efter den officielle del af årsmødet. Overlæge og tidligere formand for Etisk Råd, Ole Hartling, talte om emnet under overskriften ”Kan vi mere, end vi kan magte?”. Hans eget svar på det spørgsmål var ”ja!”. 

Læs interviewet med Ole Hartling her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...