TEMA: Relationer: Vi udvikler os KUN i relationer

Udviklingshæmmede har brug for hjælp til at skabe og udvikle deres voksenidentitet.

Af Rikke Thomassen

Vi begynder med en historie fra det virkelige liv. Tove Svendsen er psykolog og har i mere end 20 år arbejdet med mennesker

med udviklingshæmning – hun har stor erfaring med terapeutiske samtaler med udviklingshæmmede. Hun fortæller denne historie om en udviklingshæmmet kvinde, der bor i bofællesskab.

”En dag ringede kvinden til sin mor. Hun ville hjem, og hun ville hjem nu. ”De siger, at jeg skal i biografen, og jeg vil ikke i biografen,” sagde hun. ”Åh, nej,” tænkte moren. ”Nu er hun en af dem, de synes, der er besværlig, fordi de skal til at tage særlige hensyn”. Men hun ville ikke i biografen, for det var de unge mænd, der havde besluttet, hvad de skulle se. Det skulle være en knald-bang-film, og det ville hun ikke se. Moren lyttede og støttede hende ved at sige, at så måtte hun stå fast på det, hun ville. Og det gjorde hun. Og personalet lyttede til hende. Og da moren snakkede med hende senere, så fortalte hun, at hun i stedet var kommet en tur i skoven. ”Og du ved jo, at jeg er sådan en, der gerne vil være ude i naturen,” sagde hun.

Tove Svendsen fortæller, at det vidner om en kvinde med en stærk selvidentitet – og hun tør stå ved det.

”Og det var også godt, at personalet havde lyttet til hende og respekteret hende.”

Det særprægede og unikke

Identitet er det særprægede og unikke, der karakteriserer os som person.

”At kvinden her siger, at hun er sådan en, der gerne vil være ude i naturen, det er en af brikkerne til hendes identitets-puslespil. Det handler om: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg blevet den, jeg er? Og hvordan opfattes jeg af andre?”

Tove Svendsen fortæller, at nogen udviklingshæmmede kun siger om sig selv, at de er udviklingshæmmede. Ikke andet. Og mange udviklingshæmmede har brug for hjælp til at finde brikker til deres identitets-puslespil. Brug for hjælp til at finde ud af, hvem de er, og hvad de kan lide.

Brug for hjælp til relationer

”Udviklingshæmmede udvikler sig på samme måde som andre – i relation med andre. De ser, og de spejler sig. Nogen gange får vi vores identitet igennem det, vi har til fælles med andre. Men det kan også blive igennem det, vi ikke har til fælles med andre. At identiteten bliver at være familien sorte får. Den, der falder udenfor. Vores identitet skabes også ud fra de historier, der fortælles om os,” siger Tove Svendsen.

Noget af det, der kendetegner en udviklingshæmmet er blandt andet, at de har svært ved at skabe relationer. Det har de fleste brug for hjælp til.

”De fleste udviklingshæmmede har ikke det netværk, vi andre har til at snakke med om, hvem jeg er og få brikker til deres identitetsdannelse. De har brug for hjælp til at indgå i relation med andre. Det er svært for dem at kunne rumme et andet menneske, og der er som regel behov for, at der er en pædagog til at guide dem i samværet med hinanden. Mange fungerer følelsesmæssigt på mellem 3 og 5 år, og i den alder er det svært at rumme andet end sig selv og sine egne følelser. Det kan være svært at forstå, at den anden ikke føler det samme som mig. Det har de brug for hjælp til at få sat i tale, for al udvikling foregår over det følelsesmæssige område, og man kan ikke mere, end man er udviklet til følelsesmæssigt,” siger Tove Svendsen

Sætte ord på

Den udviklingshæmmedes identitet skabes i samspil med andre. Den skabes ved, at vi italesætter sammen med dem, hvad de kan lide, hvad de ikke kan lide. Og hvordan de er. Nogen har også brug for at sætte i tale, hvad det er, der er anderledes ved dem. At de er udviklingshæmmede.

”Jeg oplever nogen, hvor der aldrig er blevet sat ord på. De har måske fået at vide, at de er lidt ordblinde, men ellers er der ikke noget ved dem. Det kan være godt for dem at få sat flere ord på, hvad det er, der er med dem. Sammen med at der selvfølgelig ikke er noget forkert i at være, som de er.”

Tove Svendsen fortæller, at nogen derfor har meget svært ved at sige, at de er udviklingshæmmede eller handicappede.

”De kalder det mange sjove ting. Og mest siger de: Jeg er anderledes. Jeg tænker, at der i deres opvækst er blevet snakket alt for lidt med dem om, hvad er det egentligt, der er med mig. Nogen tror, det er en straf. Nogen tror, at de har gjort et eller andet. Det er meget et spørgsmål: Hvorfor er jeg sådan? Hvis de skal lære at anerkende deres eget liv og være glad for det, så er man også nødt til at snakke med dem om det.”

”Samtidig er det meget vigtigt, at al deres identitet ikke bliver lagt i, at de er udviklingshæmmede. Det er kun en enkelt brik. En anden brik kan være, om de kan synge, lide at gå en tur i skoven, gerne vil dyrke sport eller hvad det ellers kan være. Alt sammen brikker, der er med til at skabe et billede af dem selv.”

Tove Svendsen er autoriseret klinisk psykolog samt stifter og ejer af CEUD. Tove Svendsen har i mere end 20 år arbejdet med mennesker med udviklingshæmning og har stor erfaring med terapeutiske samtaler og med supervision af personalegrupper. Tove er desuden beskæftiget med at skrive artikler og bøger om udviklingshæmning.

Denne artikel er en del af et tema om relationer. Læs evt. også:
“Relationen mellem ansatte og beboere er kompleks”
“Det skaber udvikling at bo i bofællesskab”
“At give professionel kærlighed”