November 2011

Det skaber udvikling at bo i bofællesskab

Vi udvikler os i relationer og udvikler os på nye måder i nye relationer, siger Tove Svendsen.

Af Rikke Thomassen

Tove Svendsen

Et bofællesskab er en god platform for udvikling. I bofællesskabet møder den udviklingshæmmede mange forskellige mennesker. De får succesoplevelser og lærer både at hjælpe og tage hensyn til hinanden. De spejler sig i de andre beboere og i de ansatte, og det er med til, at de får et klarere billede af sig selv.

Tove Svendsen er psykolog. Hun har i mere end 20 år arbejdet med mennesker med udviklingshæmning og har stor erfaring med terapeutiske samtaler.

”Udviklingshæmmede har som alle andre brug for dagligt at have nogen omkring sig til at se dem og anerkende dem for dem, de er.”

Svært ved at danne relationer

Udviklingshæmmede har også brug for relationer. Ofte har udviklingshæmmede svært ved at danne relationer til hinanden. Det har de brug for hjælp til.

”Det kan for eksempel være en medarbejder, der spørger, om en person har lyst til at sidde inde hos en anden og lytte til musik. Det kan være at spørge, om nogen har lyst til at gå en tur sammen,” siger Tove Svendsen.

 Efter noget tid vil det påvirke beboerne til selv at tage initiativ, og de danner relationer

”Og når de får den hjælp til at danne relationer, så kan de for alvor udvikle sig i relation med andre.”

”Hvis de kun bevæger sig rundt mellem normalt fungerende, så vil de hele tiden føle sig anderledes – og ikke få succesoplevelser. De har brug for at have ligestillede omkring sig. Og her spiller den indre alder en væsentlig rolle, men ikke den ydre alder,” siger Tove Svendsen.

”Men de har naturligvis også behov for at være sammen med normalt fungerende og bevare en tæt relation til deres familie.”

Ny udvikling i bofællesskab

Som forældre kan det være svært at stå med et barn, der måske følelsesmæssigt fungerer som en 4-5-årig og skulle lade dette barn flytte hjemmefra. For vil barnet fortsat føle sig trygt i nye omgivelser, og vil der være nogen, det kan knytte sig til?

”Ofte sker der det, når et barn flytter i bofællesskab, at det begynder en ny udvikling. For udviklingshæmmede er som os andre. De udvikler sig i relationer og udvikler sig på nye måder i nye relationer,” siger Tove Svendsen.

”Det at lade vore unge mennesker flytte hjemmefra, det er også at give dem nogle muligheder. Give dem nogle muligheder for det liv, som vi alle sammen også skal have. Nogle muligheder for at udvikle sig. For der er ingen af os, der bliver ved med at udvikle os, hvis vi kun er sammen med de samme mennesker. Vi har brug for nye relationer. Det kan være pædagoger, det kan være kammerater, eller hvad vi nu får. Vi kan som forældre ikke blive ved med at give dem det, der er tilstrækkeligt.”

Hjælper mere end nødvendigt

”Det er også sådan, at vi som forældre nemt kommer til at blive ved med at være forældre, naturligvis. Vi kender den udviklingshæmmede ud og ind og ved derfor også, hvad de har behov for hjælp til – allerede inden den udviklingshæmmede når at spørge om hjælpen. Og somme tider hjælper vi med mere, end der er behov for,” siger Tove Svendsen og fortsætter:

”Jeg har et eksempel med en kvinde, der bor i bofællesskab. Hun kan ingenting så snart moren træder ind af døren. Pigen kan normalt godt selv spise, men når mor kommer, så bliver hun madet. Det er det, jeg kalder tillært hjælpeløshed.”

Tove Svendsen pointerer, at forældre er gode og vigtige for udviklingshæmmede – som for alle andre.

”Men man skal blive ved med at være forældre, selvom barnet flytter i bofællesskab. Den udviklingshæmmede har stadig brug for en familie. Og brug for en familie, der tror på dem og siger: Det klarer du. Det er ikke anderledes end med vore andre børn.”

Tove Svendsen har lyst til at sige til forældre:

”Stol på dem. Og vis dem, at I stoler på dem. De har mange drømme. De ved godt, hvordan livet leves udenfor. Vi må snakke med dem om de drømme, de har, og finde ud af, om der er noget af det, der på en eller anden måde kan realiseres.” 

Godt at flytte hjemmefra 

Som forældre kan man føle, at det er synd for barnet, at det skal flytte i bofællesskab, og at det ville være bedre, hvis det kunne bo hjemme.

”Sådan ser jeg ikke på det. Jeg synes det er godt, at udviklingshæmmede flytter hjemmefra. Jeg synes, at de har ret til deres eget liv. De har også brug for at flytte hjemmefra – flytte væk fra forældrene, uanset hvor gode og kærlige forældrene er. Bliver man boende sammen med forældrene kan det blive til en isoleret ene-tilværelse, og det synes jeg er synd for den udviklingshæmmede.”

”Dybest set er de ikke så anderledes end alle os andre. De har de samme ønsker og behov. Det er de samme ting, de synes, der er vigtige for deres liv: At have nogen at være sammen med. Nogen at være trygge ved og være glade for. At bevare en god kontakt til familien. At have et meningsfuldt arbejde og kammerater, nogen de er jævnaldrende med på det følelsesmæssige område. Og have nogen de kan dyrke de samme interesser sammen med,” siger Tove Svendsen.

”De har alle sammen behov for at få deres eget liv. Uanset hvad de har af funktionsniveau og handicap. De har brug for nye udfordringer og nye mennesker. De har alle brug for at kunne udvikle sig til at være en voksen person med egen identitet og med spørgsmål om: ”Hvem er jeg? Hvad vil jeg gerne? Hvem vil jeg gerne være sammen med? Og hvad vil jeg lægge vægt på i mit liv?” Og de har brug for nogen at snakke med om det.”

 

Tove Svendsen er autoriseret klinisk psykolog samt stifter og ejer af CEUD. Tove Svendsen har i mere end 20 år arbejdet med mennesker med udviklingshæmning og har stor erfaring med terapeutiske samtaler og med supervision af personalegrupper. Tove er desuden beskæftiget med at skrive artikler og bøger om udviklingshæmning.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...