Af Thomas B. Mikkelsen, formand for Kristelig Handicapforening

I Danmark bryster vi os af en høj tillid til vores offentlige institutioner. Det er en del af vores selvforståelse som samfund, og internationale målinger – blandt andet fra OECD – placerer Danmark blandt de højeste, når det gælder befolkningens tillid til myndighederne.

Men på handicapområdet ser virkeligheden anderledes ud. Her er tilliden skrøbelig, og vi har i mange år talt om reel tillidskrise, som også er dokumenteret i flere undersøgelser.

I starten af året gennemførte vi en  undersøgelse i Kristelig Handicapforening, hvor vi undersøger krisen ud fra tre niveauer af anerkendelse. Set gennem den linse, bliver det mere tydeligt, hvad der er på spil.

Anerkendelse som nøgle

Ifølge sociologen Axel Honneth har mennesker behov for tre former for anerkendelse for at leve stabile og værdige liv: Juridisk anerkendelse gennem rettigheder og ligebehandling, anerkendelse i fællesskaber, hvor ens bidrag værdsættes, samt anerkendelse i nære relationer, som giver grundlæggende selvtillid.

Vores undersøgelse stiller ti spørgsmål til mennesker med handicap, pårørende og fagprofessionelle med fokus på disse tre niveauer.

Myndighederne forskyder det juridiske ansvar til borgeren

I vores måling angiver godt 58 procent, at man selv skal kende serviceloven for at få den støtte, man har ret til. Man må selv holde styr på juraen, hvis hjælpen skal falde på plads. Ansvaret forskydes altså fra myndighed til borger.

Læg dertil et andet bekymrende resultat: Kun 35 procent oplever, at myndighederne følger loven, mens 65 procent ikke gør. Det skal understreges, at vi i undersøgelsen har spurgt ind til ”den oplevede virkelighed”, men tendensen understøttes af tal, som Kommunernes Landsforening netop har fremlagt.

I 2025 blev 1.306 børnehandicapsager og 491 voksenhandicapsager omgjort af Ankestyrelsen. I flere år lå antallet af omgjorte sager nogenlunde stabilt, indtil det faldt i 2021 og steg igen i 2022. Derefter lå tallene igen på et stabilt niveau frem til 2024. Men i 2025 ser vi igen en stigning i antallet af omgjorte sager.

Myndighederne tager ikke de pårørendes erfaringer og viden alvorligt

Den sociale anerkendelse handler om, at ens viden og stemme tillægges værdi. Her tabes de pårørende for ofte. De besidder en hverdagsviden om det menneske, som har brug for støtte, der er meget vigtig at inddrage.

I vores måling oplever kun 32 procent, at de i høj eller meget høj grad bliver taget alvorligt, mens 28 procent i ringe grad gør. Samtidig svarer en tredjedel, at sagsbehandlingen i ringe grad eller slet ikke tager udgangspunkt i deres konkrete behov, mens knap 30 procent oplever det i høj eller meget høj grad.

Manglende sammenhæng svækker tilliden

Denne oplevelse går igen i VIVE’s rapport fra 2021 om inddragelse og tillid på handicapområdet, hvor manglende sammenhæng og koordinering beskrives som en væsentlig årsag til, at både borgere og pårørende føler sig overset og ikke ordentligt hørt.

Det er i det konkrete møde, tilliden står og falder

Den relationelle anerkendelse viser sig i det konkrete møde med de mennesker, som forvalter lovgivningen. Undersøgelsen tegner et blandet billede. Mange fortæller om gode møder med engagerede og kompetente medarbejdere. Det er vigtigt at holde fast i.

Men hver femte oplever i ringe grad eller slet ikke at blive mødt med respekt og beskriver i stedet en grundlæggende mistænksomhed. I fritekstsvarene peges der blandt andet på “manglende respekt for det enkelte menneske” og oplevelsen af standardløsninger frem for individuelle vurderinger.

Respekt handler ikke kun om tone. Det handler om at blive taget alvorligt som menneske. Det er særligt vigtigt, når man er afhængig af offentlig hjælp og støtte. Når man i stedet oplever at blive mødt som en sag, der skal passes ind, svækkes både relationen og muligheden for at stå i sin egen situation med værdighed.

Til regeringen og det nye folketing: Genopbyg tilliden!

Der blev i valgkampen talt om retssikkerhed og mindre bureaukrati. Men så længe borgerne selv skal holde styr på loven, og ansvaret er uklart, bliver det ved ordene. Derfor vil jeg pege på tre konkrete skridt, som det både den nye regering og det nye Folketing kan tage for at genopbygge tillid på handicapområdet:

For det første må den retlige anerkendelse styrkes. Myndighederne skal ikke kunne forskyde ansvaret til borgerne. Enten bør Ankestyrelsen derfor have bemyndigelse til at udstede mærkbare bøder til kommuner, der systematisk tilsidesætter lovgivningen. Eller også bør der oprettes en særlig forvaltningsdomstol, hvor borgere kan få prøvet deres sag, og hvor myndigheder kan holdes juridisk ansvarlige.

For det andet skal der indføres en lovgivning, som sikrer, at kommunerne ikke kan spekulere i at spare på udgifterne i klageperioden. Lige nu kan de i praksis ofte spare penge ved ulovlige afgørelser på handicapområdet, fordi afgørelser som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, mens der klages.

For det tredje må ansvaret samles tættere på borgeren. Hvis mennesker med handicap skal opleve sig som en del af fællesskabet, kræver det stabile forløb, klart ansvar og reel inddragelse. Det er afgørende for både tillid og kvalitet, at man kan have én gennemgående sagsbehandler med et tydeligt mandat til at træffe beslutninger inden for servicelovens rammer og med ansvar for at få hele forløbet til at hænge sammen.

Det vil ikke fjerne alle problemer. Men det vil gøre én ting afgørende anderledes: Det vil skabe en tydelig sammenhæng mellem relation, ansvar og beslutning, og dermed et grundlag for, at tilliden kan vokse igen.

Det er det ansvar, regeringen og det nye Folketing nu står med.

Se resultaterne af vores undersøgelse her