En dag om seksualitet

Hvad må man som personale, og hvad skal man – når det kommer til den enkelte beboers seksuelle behov, ønsker eller frustrationer? Og hvordan agere i forhold til et kristent værdisæt? Disse spørgsmål var på dagsordenen, da Kristelig Handicapforening inviterede til medarbejderkursus med titlen ”Seksualitet og handicap”.

Af Christina Brorson

”Seksualitet er en naturlig del af alle livets faser – for alle mennesker”. Sådan startede seksualvejleder Mai Mortensen, med at slå fast, da Kristelig Handicapforening d. 9. april holdt kursus for medarbejdere på specialområdet under overskriften ”Seksualitet og handicap”. 

Seksualvejleder Mai Mortensen

55 medarbejdere fra bofællesskaber tilknyttet Kristelig Handicapforening havde tilmeldt sig dagen og sad klar til at blive opdateret på området.

Mai Mortensen ridsede indledningsvist lovgivningen på området op med referencer til FN’s Handicapkonvention og Serviceloven. Samlet set blev det en påmindelse om, at mennesker med handicap har akkurat samme rettigheder som andre, når det kommer til egen seksualitet, samt krav på respektfuld hjælp til i videst muligt omfang at udleve denne.

Engagerende cases

 Mai Mortensen kom i løbet af sit foredrag med mange helt konkrete anvisninger i forhold til, hvordan man som medarbejder bedst muligt ser og afhjælper den enkeltes seksuelle frustrationer eller opfylder hans eller hendes ønsker. Hun understregede, at det er vigtigt at aflæse den enkelte grundigt, eller spørge sig for hos personer, der kender vedkommende godt. Seksualitet er nemlig meget andet end samleje og onani, og ofte når mennesker med en udviklingshæmning aldrig så langt i deres følelsesmæssige og fysiske seksuelle udvikling, at ønskerne går i den retning. Måske er en holde-i-hånd-kæreste eller knus og massage nok.

At området så langt fra er ligetil blev tydeligt i de mange ”cases” som Mai Mortensen inviterede deltagerne til at snakke med om. Hvad gør man for eksempel, hvis et kærestepar bliver for intime i dagligstuen? Eller hvordan hjælper man kvinden, som har fået den opfattelse, at sex med tilfældige mænd er vejen til kærlighed og ægteskab? Snakken gik. Lysten til at drøfte var stor. 

» Hør Mai Mortensens oplæg Del 1  Del 2  Del 3  Del 4

Klædt på til at tage emnet op 

Efter en frokost-pizza var det lektor Leif Andersens tur til at komme med sit input i forhold til etikken omkring seksualitet og udviklingshandicap (»Læs Leif Andersens manuskript her).

Martin Traantoft (tv) og Rune Agerbo fra Sydhjørnet

Overordnet blev kurset en god påmindelse om opmærksomhed på seksualiteten i hverdagen, syntes Martin Traantoft og Rune Agerbo fra bofællesskabet Sydhjørnet.

”Vi er blevet mindet om at fokusere på den enkeltes seksualitet, fordi det er en vigtig del af os alle. Vi har også gode redskaber til at tage emnet op i eksempelvis samtaler med beboerne,” lød vurderingen fra de to medarbejdere.  

Alice Leiva fra Frøjkgården

Alice Leiva fra bofællesskabet Frøjkgården satte pris på, at det hele menneske var i centrum på en kursusdag om seksualitet.  

”Det er godt at blive klædt på som medarbejder til at tage seksualitet op som emne. Det er også godt at blive mindet om, at den enkeltes seksualitet handler lige så meget om kropsbevidsthed, nærvær og identitet. Jeg synes, emnet er blevet behandlet på faglig og ordentlig måde,” sagde Alice Leiva.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...