April 2017

 

Oskar var ikke i tvivl

Det overraskede Oskar Draibys forældre, at han var fast besluttet på at blive konfirmeret. For han var ikke døbt, og de havde ikke tænkt, at han helt forstod det med Gud. Men skal det forstås?

Af Rikke Thomassen

For Mille Draiby og Kim Sandager var det en stor overraskelse, at deres søn ville konfirmeres. 

Oskar Draiby har Downs syndrom og sammen med de andre fra hans klasse på Skolen ved Nordens Plads i København, var han i 2015 med til konfirmationsforberedelse ved Erik Hviid Larsen, der er præst ved Bethlehemskirken i København.

”Det måtte han jo meget gerne være med til. Og det er jo ikke fordi, han ikke måtte blive konfirmeret. Vi havde bare ikke tænkt, at han skulle det,” siger Mille Draiby, der ikke selv er hverken døbt eller konfirmeret.

Forældrene havde mærket sønnens store glæde ved julemåneden i kirken, hvor han også havde været med til krybbespillet, men heller ikke i den sammenhæng havde de tænkt, at han skulle konfirmeres, når foråret kom. Også fordi han ikke var døbt.

”Først på den anden side af jul gik det op for os, at han faktisk havde tænkt sig, at han også ville konfirmeres. ’Så skal du også døbes,’ sagde jeg. ’Ja,’ sagde han. Det havde han også snakket med Erik om,” siger Mille Draiby. 

”Vi snakkede mange gange om det, for jeg syntes faktisk, det var lidt fjollet. Hvorfor skulle han konfirmeres? Men det skulle han. Jeg kan ikke huske præcis, hvad han sagde, men det var noget med ’fordi jeg vil’, eller ’fordi jeg godt kan lide det’,” siger hun, og Kim Sandager havde samme oplevelse af sønnens beslutsomhed. 

”Han var så overbevist om, at det skulle han bare, så det var ikke en svær beslutning,” siger Kim Sandager. 

Hvad er tro?
I starten af marts 2015 blev Oskar Draiby døbt og i april blev han konfirmeret. Til stor glæde for både ham og hans forældre. 

Men hvad var det, der gjorde, at Oskar Draiby gerne ville konfirmeres? Var det på grund af fællesskabet? Præsten? Eller troen? 

Det er noget af det, vi snakker om, mens vi sidder omkring spisebordet hjemme hos Mille Draiby og Kim Sandager. Det var tanken, at Oskar Draiby også selv skulle være med i snakken, men han var træt efter en dag i skolen, så han gik ovenpå for at slappe lidt af. 

Så i første omgang bliver det hans forældre, der fortæller om deres oplevelse af mødet med Bethlehemskirken i København og præsten Erik Hviid Larsen. 

”Erik byder ind i et varmt fællesskab. Det er jo sådan, han er. Han er fantastisk og inviterende og favnende. Oskar er rigtig glad for Erik,” siger Mille Draiby og fortæller videre: 

”Tro ... Det tror jeg ikke nødvendigvis, der fylder så meget for Oskar. Det er mere fællesskab, sang, og musik. Jeg sagde på et tidspunkt til Erik, at jeg ikke rigtig ved, hvad Oskar forstår. Og så sagde Erik noget med: ’Forstår du det? Kan du forklare det?’ Jeg kan ikke helt huske, hvilke ord han brugte, men det er noget med, at Gud og tro og Jesus og kærlighed, det er ikke noget, man kan forstå med sin forstand, det er noget, man skal forstå med sit hjerte.”

Anderledes logik
Selvom det er to år siden, Oskar Draiby blev konfirmeret, kommer de stadig i kirken engang imellem.

”Oskar synes, det er fantastisk. Det er ikke sådan, at han vil afsted hver søndag, men han minder os om, at vi skal ned og hilse på Erik. Oskar føler sig hjemme. Det er hans præst og hans gode ven,” siger Mille Draiby og fortæller videre om hendes oplevelse af sønnens tro. 

”Oskar kan også somme tider i en bisætning sige noget med, at det er Jesus eller Gud, der har lavet det hele. Men det er svært at sige, hvad det er med hans tro og logik i forhold til, hvad han tror på. Det er ikke noget med, om det kan bevises. Han er intuitiv i forhold til, hvad han tror på. Det knytter sig ikke til, hvad han tror, der kan lade sig gøre. Hans logik er anderledes end vores. Det er det, der også er fantastisk med ham,” siger Mille Draiby.

Kim Sandager oplever, at det mest har været forbundet med de oplevelser, Oskar Draiby har haft omkring skolen og gudstjenesterne. 

”Oskar tror på alt, der giver ham noget godt. Han har ladet sig lede ind i noget og har været i en sammenhæng, hvor han syntes, der var rart. For mig at se kunne det godt være en anden person, som kørte konfirmationsforberedelsen, og som slet ikke talte til ham. Så ville muligheden være lukket for ham,” siger Kim Sandager.

”Tænker du, at det er Erik, der gør det?” Spørger Mille Draiby.

”Jeg tænker, at det er noget, hvor vi lader os forføre,” svarer Kim Sandager og fortsætter: 

”Forføres, det er jo ikke nødvendigvis dårligt. Det er noget, hvor mennesker formår at være ledetråde. Forførelsen er også, at man ikke har så meget hoved med ind i det. At man lader sig drage af noget. Han går der hen, hvor det mærkes rart.”

Det genkender Mille Draiby.

”Oskar er lige præcis ikke hoved. Han prøver at tænke over mange ting. Han prøver at forstå matematik. Prøver at lære at skrive. Men han er ikke hoved. Han blev beriget af at træde ind i det univers, og han hører stadig hjemme, når han kommer i kirken. Det er hans verden.”

”Jeg elsker gud”
Efter lidt tid kommer Oskar Draiby og sætter sig for at være med i snakken. 

Først laver han lidt pjat og drillerier, men efter flere forskellige spørgsmål begynder han at fortælle om, hvad han godt kan lide ved kirken. 

”Jeg kan godt lide at komme ind med lys. Jeg kan godt lide at høre musikken. Jeg kan godt lide, at der er er dejligt varmt. I starten kunne jeg ikke lide vin, men nu kan jeg godt. Jesu blod og Jesu hud,” siger Oskar Draiby.

Mille Draiby har en klar fornemmelse af, at han stadig kan mange af Bibelens fortællinger, men denne dag har han ikke lyst til at genfortælle dem, og i stedet snakker vi videre om konfirmationen. 

Hvad sagde du ja til, da du blev konfirmeret?

”En sød præst,” svarer Oskar Draiby med et smil og laver igen lidt pjat med os alle tre, inden han fortæller videre: 

”Jeg sagde, jeg elsker Gud.”

Jesus kan trøste Oskar
Mille Draiby og Kim Sandager har begge en god oplevelse af kirkens fællesskab. 

”Det fællesskab, der er omkring kirken, det kan vi godt se Oskar som en del af, også som voksen på egen hånd. Vi har oplevet et fællesskab som har budt Oskar ind på en anden måde end andre steder,” siger Mille Draiby. 

Og Oskar Draiby selv håber, at han skal arbejde ved kirken, når han bliver voksen. 

På flere måder oplever forældrene, at Oskar Draiby gennem konfirmationen og forberedelserne har fået noget med, som han bærer med sig resten af livet. Da en af Mille Draibys kollegaer pludseligt døde, og hun skulle til begravelse, mindede det Oskar Draiby om, da hans mor for et år siden mistede en nær veninde.

”Han blev bekymret og ked af det. Men da han nogle dage senere havde besøg af en god ven fra skolen, hørte jeg, at de sad og talte sammen om det. De talte om, at så kunne Jesus bare trøste Oskar. Jeg blev så glad for, at de har noget, der er større end dem selv at trække på, når de har brug for det,” siger Mille Draiby.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...