November 2016

 

Tove Søgaard er valgt ind i LEVs hovedbestyrelse

”Valget af Tove Søgaard er et signal fra omverdenen om, at vores bidrag og indsats er ønsket,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen, formand for Kristelig Handicapforening. 

Af Rikke Thomassen

Lørdag d. 5. november blev Kristelig Handicapforenings landsleder, Tove Søgaard, valgt ind i LEVs hovedbestyrelse – efter kampvalg.

LEV er en landsdækkende forening for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, og Thomas Bjerg Mikkelsen, formand for Kristelig Handicapforening glæder sig over valget og ser mange gevinster ved, at Tove Søgaard nu er med i hovedbestyrelsen. 

”Handicapområdet er under et stigende pres, og der er mere end nogensinde før behov for, at vi ser ud over vores eget område og holder fokus på den overordnede sag,” siger han. 

”Samtidig er Kristelig Handicapforening er en interesseorganisation, der varetager medlemmernes fælles interesser over for beslutningstagerne i det politiske system, og det kan vi gøre mest effektfuldt ved at samarbejde bredt med andre handicaporganisationer,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen. 

Ny indsigt og medindflydelse
Tove Søgaard glæder sig over valget og ser frem til arbejdet i LEVs hovedbestyrelse:

”På generalforsamlingen mødte jeg mange mennesker, som har hver deres personlige eller professionelle historie ind i et felt, hvor jeg stadig føler mig ny. Men jeg kan til gengæld byde ind med friske øjne i LEV, og er meget optaget af, hvordan jeg kan være med til at fremme LEVs sag. Jeg ser også frem til at få ny indsigt og gode debatter – og medindflydelse i en organisation, der er kendt både i et politisk, nationalt og lokalt perspektiv,” siger Tove Søgaard.

Vores bidrag og indsats er ønsket
Thomas Bjerg Mikkelsen ser også bestyrelsesposten som en mulighed for, at Kristelig Handicapforening kan få fingeren mere på pulsen i forhold til, hvad der rører sig på handicapområdet. Og så er det et skulderklap til foreningen.

”Valget af Tove Søgaard er et signal fra omverdenen om, at vores bidrag og indsats er ønsket. Tove Søgaard har stor ledererfaring fra kommunal regi og vil være i stand til at gøre en betydelig forskel. Kristelig Handicapforening har også meget at byde ind med i værdidebatten, og det vil Tove Søgaard også være eksponent for i LEVs bestyrelse. Det også med til at synliggøre vores bofællesskaber, som drives på et højt fagligt niveau, samtidig med at de udstråler hjemlig varme og omsorg,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Tove Søgaard blev ansat som landsleder i Kristelig Handicapforening 1. juni 2016. Hun kom fra en stilling som centerleder for Pleje og Omsorg i Holstebro Kommune. Læs mere om Tove Søgaard.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...