September 2016

 

Frøfestival satte ny deltager-rekord

Vi satte ny deltager-rekord på Frøfestival 2016 – og toppede lørdag aften med 420 deltagere, efterskoleelever, gæster og hjælpere. Det er fantastisk. Men det er ikke tal, der løfter Frøfestival op til at være en forrygende, fantastisk og fornøjelig weekend. 

Fællesbillede Frøfestival 2016

     

Temaet for Frøfestival 2016 var PÅ FARMEN, og Frøstruphave Efterskole havde sørget for både geder, kaniner, høns og marsvin. Og lørdag fik vi også besøg af en ko.
Fredag og lørdag aften underholdt både enkeltpersoner og gruppe med Talentshow. Her er det Preben Hosbond Christensen med sangen "Mig og min traktor".
Et dronebillede af Frøstruphave Efterskole - med det nye campingområde nederst i billedet. (Der mangler lige et par vogne, som først ankom senere fredag).

Af Rikke Thomassen

”Det er bare så dejligt at være her,” sagde en af deltagerne på Frøfestival lørdag morgen. Han sad lidt morgentræt og kiggede ud i luften, da ordene faldt. Og så gentog han: ”Det er bare så dejligt at være her.”

”Jeg synes bare, jeg får noget nyt med hjem hvert år,” sagde en anden deltager, da hun havde pakket taske og dyne sammen og skulle til at hjem. ”Jeg har været kristen i mange år, men alligevel synes jeg, at jeg får noget nyt med hjem hver gang,” fortsatte hun. Hun havde lidt blanke øjne, og det skyldtes den ene dårlige ting; at Frøfestival ikke varede nogle flere dage. 

Mennesker blomstrer
Det er de personlige historier, der giver Frøfestival liv. 

Det er handler om de mennesker, der bor på bofællesskaberne og overrasker de ansatte ved at vise nye sider af sig selv i nye rammer. Nye kreative sider. Nye sociale færdigheder. Og nyt mod. Måske ved at stille sig op på scenen og optræde eller holde andagt. 

Det handler om børn, der blomstrer – og forældre, der fortæller, at de aldrig før har set deres børn trives så frit. Måske fordi der på Frøfestival er plads til, at vi alle kan være dem, vi er. 

Og det handler også om efterskoleelever, der fredag aften er lidt tilbageholdende over for alle de nye mennesker, der kommer og overtager deres værelser og skole. Og samme elever, der allerede fredag aften danser frimodigt med deltagere, ansatte og hinanden.

Ny rekord med 420 mennesker

Det er alle disse oplevelser og historier, der gør Frøfestival til noget ganske særligt. Og til en ny og særlig oplevelse hvert år. 

At vi i år satte ny deltager-rekord, er i den sammenhæng kun en detalje – men en meget glædelig detalje. 

Lørdag aften kom vi helt op på 420 mennesker, hvilket stikker rekorden fra 2015, hvor vi var omkring 400.

Dette tal rummer 140 deltagere hele weekenden, 45 deltagere hele lørdag, 129 efterskoleelever, cirka 80 gæster samt frivillige hjælpere. 

2016 satte også ny rekord for antallet af deltagere hele weekenden med 140 personer – 25 flere end sidste år. Derfor blev overnatningsmulighederne også udvidet med et campingområde med 20 enheder (campingvogne og husvogne).

Tak til alle jer, der er der med til at gøre Frøfestival til noget særligt!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...