April 2015

Nye i Kristelig Handicapforenings bestyrelse

På Kristelig Handicapforenings årsmøde i marts blev Nanna Hansen og Anne Marie Sode Jensen valgt ind i bestyrelsen.

Af Rikke Thomassen

Nanna Hansen

Nanna Hansen er 38 år, gift med Erik og sammen har de to piger på 4 og 6 år. Nanna og Erik Hansen er bestyrere af Sømandshjemmet Sisimiut i Grønland frem til juni 2015, og herefter forventer de at flytte til Danmark. 

Nanna Hansen er uddannet lærer og har tidligere arbejdet på Sommersted Efterskole. 

"Jeg har kendt Kristelig Handicapforening i kraft af bofællesskaberne og har blandt andet fulgt opstarten og livet på bofællesskabet Sydhjørnet gennem nogle af medarbejderne og via nyhedsbreve. Jeg har sagt ja til at gå ind i Kristelig Handicapforenings bestyrelse, fordi det er et rigtig vigtigt arbejde og en meget vigtig forening, der har sin berettigelse i vores strømlinede samfund, hvor menneskers handicaps ofte kommer til besvær, fordi der er fokus på det æstetiske og det effektive - det som kan gavne," siger Nanna Hansen og fortsætter: 

"Lige nu er jeg i en missionsforening, og derfor er det også nærliggende for mig at tænke på muligheder for missionsarbejde, der er i foreningen og via bofællesskaberne. Så noget af det, der fylder i mine tanker omkring mit arbejde i foreningen er også at bevare kristne handicappede i troen og komme ud som organisation og være evangeliserende."

Hun er også optaget af, hvordan KH kan være med til at gøre en forskel i handicappedes hverdag:

"På sømandshjemmet hvor vi arbejder nu, har vi en opvasker, som er såkaldt retarderet, og jeg er kontaktperson for hende. Hendes liv har forandret sig helt enormt ved, at hun kunne få et fast arbejde her hos os. Det er fantastisk at se, som hun har fået mod på en hverdag, og hun er så stolt. Hun har fået mere indhold i sin hverdag, og hun er blevet meget gladere, fordi hun har noget at stå op til," fortæller Nanna Hansen.

Anne Marie Sode Jensen

Anne Marie Sode Jensen er 48 år, gift med Peter og sammen har de fire piger i alderen 10 til 23 år.

Hun bor i Mejdal ved Holstebro og arbejder som pædagog på en specialskole, i en gruppe med multihandicappede børn. 

"Jeg kender blandt andet Kristelig Handicapforening fra vores tid på Bornholm, hvor vi havde kontakt med en pige, der bor på Valmuen, og hendes forældre. Jeg er meget glad for arbejdet med handicappede, og jeg glæder mig til også at skulle være en del af Kristelig Handicapforenings bestyrelse. For mig er det vigtigt at have fokus på forkyndelse og give handicappede de bedste betingelser for at leve sammen med Gud. Jeg er også særlig opmærksom på sorg hos børn og voksne med handicap, da de også har særlige behov, når det gælder sorgproces," siger Anne Marie Sode Jensen.

"Kristelig Handicapforening har også en vigtig opgave i forhold til at synliggøre handicappedes berettigelse i vores samfund. Det er godt for os med et samfund, hvor vi er forskellige. Et samfund, hvor der er nogen, som er sårbare og som har brug for omsorg og støtte. Handicappede giver os noget i vores samfund, som jeg tænker er helt unikt. De minder os om en sårbarhed, som er godt for os at blive mindet om i vores materialistiske verden," fortæller Anne Marie Sode Jensen, der også i sit daglige arbejde oplever, hvor meget det giver at arbejde med handicappede.

"I mit daglige arbejde med handicappede oplever jeg også at blive taknemmelig over mit liv - og jeg ser handicappedes taknemmelighed over deres liv, på trods af helt andre vilkår. Det er med til at minde mig om, at livskvalitet ikke handler om uddannelse eller arbejde, men om nogle helt andre ting."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...