Bisidderordning i Kristelig Handicapforening

I Kristelig Handicapforening oplever vi, at nogle medlemmer føler sig usikre i mødet med myndighederne, og derfor har vi ønsket at opbygge et frivilligt bisidderkorps. Det er derfor rigtig glædeligt at kunne tilbyde vore medlemmer denne mulighed for et ekstra sæt ører.

KH’s bisidderkorps består af mennesker, der på forskellig vis har erfaring i mødet med de sociale myndigheder og/eller har deltaget på Kristelig Handicapforenings bisidderkursus. De frivillige modtager ingen løn, men udelukkende dækning af transportudgifter, og forventningen fra Kristelig Handicapforening er derfor også, at en bisidder kun forpligter sig i at forberede sig til mødet, medvirke under mødet og umiddelbart herefter sammenfatte og afrunde mødet sammen med borgeren.

Få kontakt med en bisidder i Kristelig Handicapforening

Har du brug for at have en bisidder med i mødet med myndighederne, så kontakt Kristelig Handicapforening, 87 41 01 38, info@k-h.dk.

Pris pr. møde: 400 kr. (Bisidderen får ingen løn men får kørselsudgifter betalt af Kristelig Handicapforening). 

KH’s landsleder er ansvarlig for at skabe kontakt, følge op og evaluere på mødet mellem medlem og bisidder.

Bisidder er ansvarlig for forberedelse, afvikling og afrunding af møde.

Borger/pårørende er ansvarlig for at forberede bisidder og efter aftale at indbetale udgift til Kristelig Handicapforening.

Hvad er en bisidder?

Mange kan føle sig usikre over for at skulle have kontakt med myndighederne. Det kan handle om økonomi, bolig, hjælpemidler eller andre livsforhold. 

Både serviceloven og forvaltningsloven tager højde for dette, og borgere kan frit vælge en bisidder til at hjælpe sig i kontakten med myndighederne.

En bisidder har ret til at deltage ved møder og ved andre behandlings- og eller beslutningsprocesser. Et ønske fra en borger om at lade en anden person, en bisidder, deltage, bør som udgangspunkt imødekommes for at sikre og styrke borgens retssikkerhed og ret til indflydelse på sagsbehandlingen. Det er en god idé på forhånd at orientere sagsbehandleren om, at du har en bisidder med.

Hvem kan være bisidder?

Du vælger selv din bisidder. Det kan eksempelvis være et familiemedlem eller en god ven, som du har tillid til. Det kan også være en fra Kristelig Handicapforenings bisidderkorps.

En myndighed kan yderligere tilbyde en person en bisidder efter serviceloven, hvis vedkommende har svært ved at varetage egne interesser. I tilfælde af særlige forhold kan myndigheden også foreslå en værge.

Hvad er en bisidders rolle?

En bisidder er din støtte og skal som sådan ikke føre eller overtage din sag. En bisidder kan hjælpe dig med at stille relevante spørgsmål eller hjælpe dig med at huske, hvad du vil fortælle. En bisidder har mulighed for at få aktindsigt i sagen, men en myndighed kan kræve en fuldmagt fra den retlige interesserede part. En bisidder kan kun træffe beslutninger for parten i det omfang, der er udstedt en gyldig fuldmagt hertil. Yderligere skal det nævnes, at også værger har en beslutningskompetence i forhold til personer under værgemål.

Efter samtalen kan din bisidder hjælpe dig med at få klarhed over, hvad der blev sagt og besluttet. Det er i orden, at besidderen skriver noter og refererer samtalen. Endvidere skal det påpeges, at myndighederne har notatpligt i forbindelse med deres sager

Ønsker du at være bisidder?

Vi forventer at udbygge ordningen med endnu flere frivillige bisiddere, og planlægger også at gennemføre flere bisidderkurser, når der er behov for det. 

Har du lyst til at lade dig bruge i en god sags tjeneste og selv få større indblik i sagsbehandlingsmøderne, så kontakt Kristelig Handicapforening. 

Oprettet 1. februar 2016

Marianne Søndergård, landsleder i Kristelig Handicapforening

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...