Maj 2013

Rundbordssnak om filmen "De urørlige"

Kristelig Handicapforening havde inviteret Troels Krøyer, Peder Staal Jensen, Maiken Skov Andersen og Sanne Thorup til at se filmen "De urørlige". Bagefter snakkede de om filmen - og om at genkende nogen af temaerne fra deres eget liv.

Det blev en hyggelig eftermiddag med både hygge og snak, sjov og alvor. Denne artikel viderebringer noget af snakken.  

"De urørlige"er et fransk komedie-drama. Phillipe er mangemillionær, bor i Paris' fineste kvarter og er lam fra halsen og ned efter en paragliding-ulykke. Driss er arbejdsløs, småkriminel og bor i en forstadsghetto. Driss søger jobbet, da Phillipe vil ansætte en ny hjælper. Driss forventer ikke at få jobbet, men Philippe overrumples af Driss' sarkasme og befriende mangel på medlidenhed, og han ansætter Driss som hjælper. Mellem de to opstår der et særligt venskab.

Troels: "Filmen er god, morsom, humoristisk."

Maiken: "Den er lidt lang, lidt langtrukken, måske. Men god."

Sanne: "Den er virkelig sjov. Det er anden gang, jeg ser den, og man fanger flere ting anden gang. Flere detaljer."

Troels: "Jeg kunne godt lide, at Driss malede - at han kunne lave sådan nogle flotte billeder til Philippe. Philippe var jo også kunstinteresseret, selvom han sad i kørestol."

Maiken: "Deres ping-pong var godt. Det var sjovt, bemærkelsesværdigt, hvordan Philippe, ændrede sig, da det var en ny, der skulle se efter ham. Han var ikke helt sig selv. Driss behandlede Philippe som et menneske. Den anden var mere forsigtig og bange for at gøre noget forkert."

Sanne: "Det er noget med at være menneske over for et menneske."

Maiken: "Ja, og ikke bare se ham som en, der sidder fuldstændig hjælpeløs."
Troels: "Det har også noget med kemi at gøre. Philippe og Driss, de kunne bare samme."

Maiken: "Jeg tror, Driss er god til mennesker i det hele taget. Der er også stor forskel på, hvordan jeg har det med de forskellige pædagoger. Det er både forskelligt med pædagoger og venner."

Maiken: "Det så ud som om Philippe vågnede op og fik mod på livet igen, da han fik Driss som hjælper. Det kunne være spændene at se den hjælper han havde inden Driss," siger Maiken.

Gøre grin med handicappede
I filmen bruger Driss også humor sammen med Philippe, fx da Philippe siger til Driss, at han skal give ham et stykke chokolade. "Nej," siger Driss. "Ingen arme, ingen chokolade." Først bliver Philippe lidt forundret. Driss forklarer så, at det er en joke, og så fanger Philippe det og smiler.

Er det okay at joke på den måde?

Sanne: "Det kommer an på, hvem der gør det. Hvis det er nogen, jeg kender, så kan jeg godt mærke tonen i det."

Maiken: "Det var ikke ondskabsfuldt. Hvis dem, drilleriet handler om, er med på det, så er det okay. Men hvis den ene ikke synes, det er sjovt, så er det ikke sjovt."

Sanne: "Jeg kan også somme tider bruge humor den anden vej. Hvis jeg er på café sammen med veninder, og der er nogle andre, der kigger efter mig på grund af mit handicap, kan jeg godt finde på at sige: "Det er da dejligt, I gider kigge efter en, der ser godt ud."

Peder: "Der er ikke nogen, som skal genere mig med mit handicap, mine ben. Jeg har oplevet en situation, hvor nogle børn sagde trælse ord - nærmest skældsord. Vi er jo skabt sådan, som vi er skabt. Og hvis man snakker med Gud om det, så kan man nok klare det."

Skubbe til en udvikling
I filmen forsøger Driss også at skubbe lidt til Philippe i forhold til at tage kontakt til en kvinde, han har skrevet breve sammen med et halvt år.

Hvordan har I det med, hvis nogen puffer til jer?

Maiken: "Det er godt at blive puffet engang imellem. Det er i orden, at nogen presser mig lidt uden at vade hen over mig - det ville jeg ikke bryde mig om. Der var på et tidspunkt nogen, som sagde, jeg skulle lære at køre bil. Men jeg kommer ikke til at lære at køre bil, blandt andet fordi jeg ikke har hurtige reflekser. Det skal du da, sagde de. Men jeg ved dog, at det kan jeg ikke."

Maiken: "Jeg kan også huske følelsen af, at jeg troede, der var noget, jeg ikke kunne, men hvor jeg klarede det alligevel. Eller jeg troede, jeg godt kunne, men ikke kunne."

Passe i en kasse
Maiken: "Det kan virkelig være svært, for når folk skal vurdere, hvad jeg kan, og hvad jeg ikke kan. Hvis jeg skulle starte i praktik et sted, eller folk fra kommunen skulle finde ud af, hvor jeg ligger henne på skalaen. Andre gange bliver jeg set med ligeværdighed. Så har jeg det bedst. Jeg har mest oplevet, at folk har gjort deres bedste for, at folk har mødt mig som et menneske og så ligeværdigt som muligt."

Maiken: "Da jeg skulle visiteres til bofællesskabet skulle jeg remse alt op, hvad jeg havde svært ved i mindste detalje. Og jeg tænkte, det gider jeg ikke. Arh, så slemt er det heller ikke, tænkte jeg. Nogen gange skulle jeg gøre mig så dårlig som overhovedet muligt, og jeg tænkte: I sidder med et menneske, ikke et regnestykke."

Sanne: "Somme tider gælder det nærmest om i forhold til kommunen at for at få en bevilling, så skal man være lidt dårligere. Det handler somme tider om at få os til at passe ned i en kasse. Der er mange, som har svært ved hvilken kasse, de skal putte mig i."

Maiken: "Jeg kan godt lide det billede, at man sidder mellem to stole. For det kan man ikke, og man ender med at falde ned mellem de to stole."

Peder: "De har også svært ved, hvor de skal placere mig. Jeg er lige på kanten - lige på grænsen. Hovedet er godt nok, men det kniber med motorikken. Da jeg skulle have en lejlighed, så syntes de ikke, jeg var ringe nok til at komme ind det sted, jeg gerne ville. Men så måtte vi kæmpe lidt for det."

Sanne: "Folk kan også undervurdere, hvad man kan. Nogen kan spørge, om jeg godt kan finde ud af at handle. Ja, det kan jeg godt. Det kan godt være, det tager længere tid og jeg skal gå flere ture. Men jeg kan godt selv handle."

Troels: "Jeg synes, det er rart, at man ikke er ligesom ham, der sidder i kørestolen, og slet ingenting kan. Han ser jo også almindelig ud, selvom han er lammet. Det er kun hans fysik, der er noget galt med. Nogen kalder det at være en grøntsag, men det passer nu ikke altid."

Troels: "Jeg har et hemmeligt handicap. Man kan ikke se det, måske kun lidt i mit ansigt. Jeg går almindeligt som alle andre. Der er mange, der ikke tager hensyn til mig, fordi man ikke kan se det på mig, og det kan godt være lidt svært nogen gange."

Maiken: "Nogen gange kunne jeg godt tænke mig, at det var mere synligt. Når et handicap er mere synligt, så er det nemmere for folk at forholde sig til."

Sanne: "Vi bliver som handicappede også passet på - som om nogen er bange for os. De skal være over for os, som for alle andre - se os som en del af Guds skabelse og ikke som nogen, man skal være bange for."

Spørge om hjælp
I filmen "De urørlige" er Philippe lam fra halsen og ned og har derfor behov for hjælp til næsten alt.

Hvordan har I det med at spørge om hjælp?

Sanne: "Jeg har lært, at andre hellere vil at jeg spørger om hjælp, end at de skal overskride mine grænser og spørge, om de skal hjælpe mig. Man skal øve sig i at spørge om hjælp. Og det er også noget med at huske sig selv på, at når jeg spørger nogen om hjælp, og de siger nej, så siger de ikke nej til mig, men til opgaven."

Sanne: "Jeg kan godt tænke skrækscenariet om, at jeg er belastende. Og jeg kan være bange for at blive afvist. Bange for at jeg forlanger for meget. Så tænker jeg også somme tider, at hvis nu nogen spurgte mig om hjælp, ville jeg så tænke noget dårligt om den person? Nej, det ville jeg jo ikke."

Peder: "Jeg er nødt til at få hjælp til at vaske gulv og støvsuge. Det er ikke svært at spørge om hjælp til det, jeg har brug for hjælp til."

Troels: "Jeg er ikke så god til at spørge om hjælp. Jeg prøver også selv. Det kan godt være lidt vanskeligt. Det ville da være dejligt ikke at skulle spørge hele tiden."

Maiken: "Det er også forskelligt, hvor svært det er at spørge om hjælp afhængig af, hvem det er, jeg skal spørge. Jeg vil næsten altid kunne spørge dem, jeg er tættest på. Men det kan kræve øvelse. Jeg vil også gerne tit prøve, om ikke jeg kan selv. Jeg synes, det er fedest, hvis jeg kan selv. Det er en sejr. Så føler man sig ikke så anderledes. Men samtidig er det vigtigt at huske, at man er, som man er. Vi er heldigvis alle forskellige, og vi kan hjælpe hinanden på kryds og tværs."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...