April 2013

"Sammen med" er vigtigt

Der er forskel på gudstjenester for udviklingshæmmede og sammen med udviklingshæmmede.

Af Rikke Thomassen

På Kristelig Handicapforenings årlige FrøFestival er der om søndagen gudstjeneste. En rummelig gudstjeneste med plads til både efterskolens elever, deltagerne på FrøFestival og alle andre. På billedet deler Ellen Hessellund Mikkelsen (tv) vin og brød ud sammen med Klara Najbjerg (th.)
"Vi skal ikke gemme de udviklingshæmmede væk fra vores almindelige gudstjenester. En kirke med udviklingshæmmede giver en umiddelbarhed. Der er et gensvar, som ikke venter til næste uge, næste år, men som kommer nu," siger Erik Hviid Larsen, der er præst i Bethlehemskirken i København.

"Det er fint at gøre noget for en gruppe som de udviklingshæmmede. Men hvis vi aldrig kommer længere end det, så bliver det ikke en hel menighed. En hel menighed bliver det først, når vi gør noget sammen," siger Kristelig Handicapforenings landsleder, Ellen Hessellund Mikkelsen.

Hun er med i udvalget, der arbejder med folkekirken og mennesker med særlige behov og har bidraget til det nye inspirationshæfte om at være kirke sammen med mennesker med særlige behov. Og netop "sammen med" er meget vigtigt for Ellen Hessellund Mikkelsen.

"Når man gør noget for, så bliver det et "dem" og et "os" - de stærke, der gør noget for dem, som er svage. Jeg mener, at vi alle sammen er svage og har et særligt behov for at møde Gud på vores måde, og derfor går vi sammen, både dem der bruger mange ord og dem, der ikke har så mange ord, men som har noget andet at bidrage med. Sådan at vi netop kommer til at supplere hinanden. Så står vi lige - vi kan alle byde ind med noget, og vi får alle noget," siger hun.

"At gøre noget for en gruppe kan umiddelbart se rigtigt, godt og barmhjertigt ud, men grundtanken bag er, at vi kan give noget til dem, der er svage og har brug for det. Men vi har alle sammen brug for noget, og vi kan alle sammen give noget."

Ikke en handicapkirke
Erik Hviid Larsen er præst ved Bethlehemskirken i København og tidligere formand for Kristelig Handicapforening. For ham er det også vigtigt, at det er sammen med.

"Vi skal ikke have en handicapkirke, med gudstjenester for handicappede, men vi skal have en kirke med plads til handicappede.  En kirke hvor hele menneskeheden kan være i, en mangefarvet kirke," siger han.

"Vi skal ikke gemme de udviklingshæmmede væk fra vores almindelige gudstjenester. En kirke med udviklingshæmmede giver en umiddelbarhed. Der er et gensvar, som ikke venter til næste uge, næste år, men som kommer nu. Til en gudstjeneste var der en, der sagde til mig, da jeg prædikede: "Erik, jeg forstår ikke det, du siger". Så er jeg nødt til at lave min prædiken om her og nu. Og måske er det godt med det samme at få at vide, om folk forstår det, jeg siger, i stedet for at høre det næste søndag eller aldrig. Der er et engagement," siger Erik Hviid Larsen.

"Man kan blive nødt til at lave en gudstjeneste specielt for de udviklingshæmmede, fordi der kan være behov for, at de udviklingshæmmede møder kirken på en måde, hvor de kan være med. Man kan blive nødt til det - til en begyndelse - af pædagogiske årsager, af gæstfrihedsårsager," siger han og tilføjer:

"Skal de udviklingshæmmede så være en del af gudstjenesten? Ja, det skal de selvfølgelig."

"Hvis vi kun har gudstjenester for udviklingshæmmede, ender vi med at isolere dem fra den verden, vi ønsker, de skal være en del af. Og endnu værre, vi isolerer dem også fra kirkens fællesskab, hvor de sidder øverst til bords."

Udviklingshæmmede beriger kirken
Erik Hviid Larsen er ikke i tvivl om, at udviklingshæmmede beriger kirken.
"Udviklingshæmmede sætter spørgsmålstegn ved vores meget intellektuelle trosfremstilling. Hvem, der er min næste, bliver ikke et teologisk spørgsmål, men et praktisk spørgsmål. Her er en, der har brug for min hjælp. Jeg skal ikke vente til næste onsdag for at møde en. Og når vedkommende har brug for hjælp, så har jeg måske lettere ved selv at indrømme, at jeg har brug for hjælp," siger han.

"Udviklingshæmmede har også lært mig noget om Gud og udfordret min tro," siger Ellen Hessellund Mikkelsen.

"Sammen over for Gud, er vi alle lige. Ingen har mere at komme med, ingen får mere eller mindre. Det har været en meget stor oplevelse for mig, når vi fejrer gudstjeneste sammen, som vi har arbejdet med på vores årlige FrøFestival - en gudstjeneste som er planlagt sammen og som fejres sammen. Hvor vi alle kan være os og bidrage med det, vi kan, hvor vi har lige mulighed for at deltage. Hvor vi tjener sammen."

"I forhold til det at tro har jeg set, at det er mig, der er handicappet og hæmmet: Jeg er tilbøjelig til at tro, at det handler om at vide og kunne forklare og forsvare, men jeg har lært, at der er en dimension, jeg mangler, og som jeg har brug for at øve mig i. Jean Vanier, en canadisk teolog og filosof, som gennem mange år har boet i et bofællesskab med udviklingshæmmede, udtrykker det på denne måde: "De mennesker, jeg lever sammen med, søger ikke kundskab om Gud, de søger Guds nærvær.  Og det er noget andet.""

"Eller som en udviklingshæmmet pige sagde: "Troen sidder ikke i hovedet, den sidder i hele mig." Jeg skal øve mig i at søge Guds nærvær og at få troen fra hovedet og ud i hele mig," siger Ellen Hessellund Mikkelsen.

"For et par år siden var der en udviklingshæmmet pige, der under postludiet begyndte at danse op og ned ad midtergangen," fortæller Erik Hviid Larsen.

"Det gjorde postludiet meget mere spiseligt. Noget af den glæde og begejstreting, der var i musikken fik ben - og evangeliet skal have ben. Vi kan tænke, at udviklingshæmmede har for lidt situationsfornemmelse, men nogen gange er det os, der har for lidt situationsfornemmelse. Eller for meget fornemmelse og for lidt situation."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...