Januar 2013

Michael Nørgaard ansat som leder af TreHusE

1. januar 2013 tiltrådte Michael Nørgaard som leder af TreHusE. Michael blev ansat som souchef på TreHusE i efteråret, og har været konstitueret leder siden december.

Af Rikke Thomassen

Michael Nørgaard kommer fra en stilling som pædagog på Autisme Center Vestsjælland og har tidligere været souschef i 4 år i en børnehave i Sørbymagle. Michael Nørgaard kender Kristelig Handicapforening godt, blandt andet som ansat på Bofællesskabet Elmebo i Dianalund gennem 8 år, først som medhjælper, senere som vikar mens han studerede og derefter som pædagog.

Michael Nørgaard er 34 år og bor i Sørbymagle sammen med sin kone, Ida, og deres tre piger på 3, 5 og 8 år.

"Jeg glæder mig over at være en del af Kristelig Handicapforening igen. Når det kristne forenes med det praktiske og pædagogiske - det er dybest set dér, jeg befinder mig allerbedst. Jeg ser også frem til at være med i samarbejdsforum og være sammen med de ledere, som er en del af det," siger Michael Nørgaard.

Bofællesskabet er et hjem
"Mit vigtigste fokus er, at bofællesskabet er et hjem for beboerne, og det skal være så hjemligt som muligt. I dette ligger der også noget med, at det ikke er et hotel, og at de enkelte beboere er med i hverdagen, har maddage og enkelte praktiske opgaver," siger Michael Nørgaard.

Nogen af de opgaver, der er for Michael Nørgaard og de ansatte på TreHusE netop nu, er at udforme handleplaner og få struktureret hverdagen for beboerne.

"Vi arbejder også med fællesskabet i bofællesskabet. Det er vigtigt, at der er et godt fællesskab, og det kan vi blandt andet få gennem nogen gode fælles oplevelser både i og uden for huset. For eksempel havde vi en fantastisk nytårsaften med 9 ud af 10 beboere hjemme. Vi arbejder også på at få lavet en bibelkreds i bofællesskabet, og vi er i gang med at starte nogle fysiske aktiviteter op. Vi har for nyligt købt en bus, og det betyder meget for vores muligheder for at komme ud af huset og for eksempel tage en tur i skoven," siger Michael Nørgaard.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Tilmeld dig og følg os...