Scenen er en solfyldt terrasse på det nye bofællesskab Sydhjørnet i Vamdrup. Det er juli 2012, og rundt om bordet sidder, foruden journalisten, Tobias Ingemansen, Jesper Slumstrup og Jacob Nørtoft. De tre unge mænd er alle omkring de 20 år og er beboere på Sydhjørnet. Tobias flyttede ind som den første i marts og Jesper og Jacob er netop flyttet ind.
Det er meningen, at vi skal snakke lidt om, hvordan det er at bo i bofællesskab, og samtalen kommer også til at handle om fællesskab, forventninger, kontaktpersoner og hjælpere, bofællesskabet og hverdagen – og lidt om kærester. En dejlig hyggelig snak, det meste ganske seriøst, men også med humor ind i mellem – det er jo friske unge mennesker – og journalisten må også grinende finde sig i at blive sat på plads til sidst.
Artiklen her er et sammendrag af samtalen i solen:
Hvordan har det været at flytte ind på Sydhjørnet?
Tobias: Jeg må da indrømme, at der har været nogen ting, jeg lige har skullet vænne mig lidt til her. Nogen vaner og noget. Jeg skulle også vænne mig lidt til at lære personalet at kende. Det har været lidt svært at skulle lære dem at kende. Jeg kan rigtig godt lide at lære nye mennesker at kende, men det kan også være rigtig hårdt.
Tobias: Jeg synes det er godt, at jeg har fulgt byggeriet hele tiden. At jeg har været med til første spadestik og rejsegilde. Det har været rigtig spændende og dejligt at se alle de mennesker, der kommer og vil være med til at støtte Sydhjørnet.
Jesper: Vi har også udgang ud fra lejligheden. Jeg bruger kun haveindgangen. Det er hurtigst. Jeg fik også lige skur og postkasse i går. Det er samme nøgle, der passer til skur, postkasse og døren ind til lejligheden. Inde i lejligheden er det mig, der bestemmer. Men de vil godt lige vide det, hvis man får besøg.
Jacob: Det er også noget med, at hvis man skal lave mad til den person, så er det godt lige at vide det.
Tobias: Noget der også er godt ved at være her, det er, at det er så nemt at komme med offentlig transport. At man ikke skal til at tage en ekstra bus eller gå langt.
Kan I selv tage offentlig transport herfra?
Tobias: Ja, det kan man. Både til København og Fredericia. Jeg tager selv offentlig transport hjem til mine forældre. Der er 300 meter til banegården.
Jesper: Det er bare lige der nede og så over en vej, og så er man der.
Fællesskabet på Sydhjørnet
Hvordan forestiller I jer, at det skal blive at bo her?
Tobias: Jeg forestiller mig, at når engang vi bliver 12 beboere, og vi er fyldt op, at vi kan få et godt fællesskab, og vi kan hygge os med hinanden. På et tidspunkt tage på lejr og udflugt sammen. Så håber jeg også på, at det bliver blandede beboere, ikke kun drenge, men også piger.
Tobias: Man må faktisk godt blive kærester her. Det har Knud sagt til mig, at han aldrig vil forbyde os at være kærester på Sydhjørnet. Det blev jeg glad for at høre. For det har virkelig ramt nogen hårdt på det bosted, hvor jeg boede før; at man ikke engang måtte gå ud i fællesarealerne og være kærester, ligesom man må på en efterskole.
Er det noget, I tænker på engang imellem?
Tobias: Jeg tænker på, at det er noget, jeg godt kunne tænke mig engang, men ikke noget, jeg er parat til nu.
Jesper: Jeg har haft. Men det er slut igen. Det er ved at være længe siden.
Hvordan tror du, det bliver at bo her?
Jesper: At jeg kan blive her indtil jeg bliver gammel.
Hvordan tænker du, at din hverdag skal være?
Jesper: At jeg kan komme ud og arbejde. Men nu skal jeg lige have lidt ferie. Jeg vil gerne noget med landbrug. Og noget, som ikke er så langt væk, så jeg kan cykle. Så må vi se til vinter, om jeg stadig skal cykle.
Vil du gerne have et arbejde, Jacob?
Jacob: Alle mennesker vil jo gerne have en beskæftigelse. Men i og med at jeg har invalidepension, så tager jeg det, som det kommer.
Hvad tænker I om de andre beboere, I skal bo sammen med?
Jacob: Jeg tror, at de fleste der kommer til Sydhjørnet, de vil holde sig meget for sig selv.
Tobias: Det frygter jeg også, at de vil gøre.
Jacob: Jeg frygter det ikke, men jeg tror det. At de er asociale.
Tobias: Jeg håber også, at de beboere, der kommer, de har nogen af de samme interesser som os andre. Natur, dyr. Eller andre interesser.
Hvad tænker du om at bo her, Jacob?
Jacob: Jeg ved ikke rigtigt. Jeg tænker ikke, at jeg umiddelbart skal bo her hele livet. 5-10 år. Måske jeg så skal finde ud af en anden løsning.
Hvordan kunne du tænke dig at bo?
Jacob: Helst i egen lejlighed. Ude, væk fra bofællesskab. Det er det, jeg helst vil.
Jacob: Det kan jeg ikke rigtigt sætte ord på.
Kontaktpersoner og hjælpere
Kan du lide, når der er mange mennesker omkring dig?
Jacob: Ja, jeg tror nok bare, det er det med at have ens eget hus, frihed og selv bestemme hvornår man gør ting. Et sted hvor der ikke er pædagoger omkring mig.
Dem vil du også gerne være fri for engang imellem?
Jacob: Ellers skulle det være nogen, jeg kunne lide. Jeg har tidligere selv valgt de hjælpere, jeg har haft. I hvert fald dem, der skulle være mest sammen med mig. De kom til møde sammen med mig. Jeg kan meget hurtigt sige, om jeg kan lide dem eller ej – allerede på nogen timer. Men så sagde mine forældre, at det var for hurtigt, så hun fik lige en uge, men det blev ikke til noget alligevel.
Hvordan har det så været ikke at vælge hjælperne her?
Jacob: Det har været fint nok. Selvfølgelig er jeg ikke helt glad for det, men det må man leve med. Jeg vil godt have sådan nogen helt unge pædagoger frem for lidt midaldrende.
Jacob: Jeg tror bare, at unge de ser anderledes på tingene.
Er det okay ikke selv at vælge kontaktperson?
Jacob: Det er ikke okay, men det er fint nok.
Du må også gerne være utilfreds og sige, at det er træls ...
Jacob: Jeg synes ikke, det er træls. Men hvad skulle jeg kunne gøre ved det?
Tobias: Jeg vil gerne have de helt unge, og nogen der er dygtige til autister, for jeg ved, at de er bedre til at tackle én, end nogen andre er.
Tobias: Det sværeste ved at flytte ind har været, at jeg skulle vænne mig til at have en anden kontaktperson. Jeg har fået en, der hedder Rita. Hende er jeg rigtig glad for. Hende og mig har det rigtig godt sammen.
Tobias: Jeg synes, der bliver lyttet rigtig meget til mig her, og de gør noget ved problemerne. Det er rigtig dejligt. Det er nyt at være et sted, hvor de lytter så meget til mig. De hører, hvad jeg siger. Jeg har brug for meget omsorg, og det får jeg også nu. De ser det på en anden måde, som de andre ikke ser det på. Der er forskel.
Jacob: De bedste år har været med de mandlige hjælpere, jeg har haft.
Jacob: Jeg har egentlig ikke noget synspunkt. Hvad skal jeg bruge en kontaktperson til? Jeg bruger jo dem, jeg kan lide.
Hvad er det, vi mangler at snakke om, hvis der er noget? Kan I ikke hjælpe mig lidt?
Jacob: Er det ikke meningen, at det er det, du skal? Journalist?
Men nej. Journalisten var løbet tør for spørgsmål, og de tre unge mænd skulle videre med dagens opgaver, blandt andet at klippe toppen på hækken.
