August 2022

Forkyndelse – et nyt netværk så dagens lys

Tirsdag d.30. august mødtes deltagerne i Kristelig Handicapforenings nye forkyndelsesnetværk for første gang. Det blev en dag fuld af gejst og god energi

Kristelig Handicapforenings nye forkyndelsesnetværk mødtes første gang tirsag d.30. august.

Hvordan målretter man bedst forkyndelsen til mennesker med et udviklingshandicap? Det spørgsmål findes der masser af viden om og erfaring med rundt om i Kristelig Handicapforenings bofællesskaber.

Hidtil har denne viden stort set holdt sig inden for det enkelte bofællesskabs vægge. Men der har i længere tid været et ønske om, at det skulle blive anderledes – både i bestyrelsen, på landskontoret og i bofællesskaberne. Derfor er der blevet taget tilløb til et netværk af medarbejdere, som har interesse for forkyndelse – et netværk, hvor deltagerne deler deres viden og deres erfaringer.

Tirsdag d.30. august var der første samling i dette nye forkyndelsesnetværk. Repræsentanter fra Hjertebo, Sydhjørnet, Skærvebo, Solglimt, Kernehuset og Frøjkgården mødtes på Torvet i Aarhus, hvor landskontoret holder til, og holdt de indledende drøftelser.

“Seks timer gik hurtigt. Det var fantastisk at sætte fra land og mærke al den gejst og gode energi, som deltagerne bragte med. Jeg er imponeret over alle de tiltag, der er gjort rundt om bofællesskaberne, og jeg glæder mig over, at vi nu kan udveksle erfaring og idéer på landsplan,” siger Tove Søgaard, der var mødeleder til den første samling.

De næste skridt er nedfældning af et kommisorium, mange flere givende møder og en materialebase på www.k-h.dk, hvor idéer, andagter og alt muligt godt skal ligger til fri download og brug.