Det er ikke nok, at kirker er fysisk tilgængelige for handicappede. Gudstjenesterne bør også inddrage udviklingshæmmede og være mere forståelige, mener Kristelig Handicapforening.

Der er ikke kun mangel på kirker, der er egnet til handicappede. Der mangler også gudstjenester, der er egnet til udviklingshæmmede.
Det mener Kristelig Handicapforening på baggrund af den seneste kritik af Folkekirkens indsats for handicappede. Kun 23 af 2000 kirker har nemlig gjort brug af tilskud til at gøre kirker mere handicapvenlige.
- Hvorfor tænker man kun på fysisk handicappede, spørger landssekretær Ellen Hessellund Mikkelsen. - Når man tænker tilgængelighed, tænker man næsten udelukkende fysik tilgængelighed. Jeg anerkender, at der er behov for det, der skal være ramper osv. Men vi skal lige så fuldt arbejde på at anerkende det psykiske
handicap, den psykisk udviklingshæmmede og arbejde med den kognitive tilgængelighed.

Salme-IQ

- Den psykisk udviklingshæmmede er stærk på sanser, men svag på intellekt. En gudstjeneste består typisk af lange tekstlæsninger, lange prædiker, svære salmer, man skal have en rimeligt høj IQ for at følge med i.
Kristelig Handicapforening arbejder bl.a. for at fremme forkyndelsen af det kristne budskab blandt handicappede og deres pårørende. Foreningen har i øjeblikket otte bofællesskaber for udviklingshæmmede og tre nye er på vej.
Landssekretæren glæder sig over, at nogle præster arbejder med kirkelige tilbud til udviklingshæmmede. Men desværre tænker man ofte kun på at udvikle særlige konfirmandmaterialer.
- De færreste præster tænker i at gøre kirkens aktiviteter tilgængelige for udviklingshæmmede voksne. For de er jo voksne og har et voksenliv.

Særgudstjenester

Hvad skal en kirke så gøre?
- Man kan i hvert fald skal gøre, som man gør med børn, teenagere og unge: Lave særgudstjenester. Man kan gå sammen med andre kirker som man bl.a. gør det i Viborg, Silkeborg og Nyborg.
Men det skal ikke kun være særgudstjenester, tilføjer hun:
- Man kan bruge noget af det særlige ved de almindelige søndagsgudstjenester. Så højmessen bliver et sted hvor vi alle kan være med. At ingen sendes ud af kirkerummet til andre aktiviteter.
Jeg anerkender at alle skal ikke kunne forstå alt. Men i gudstjenestens forløb skal der være noget som alle kan forstå og være med i. Hvis meningen med gudstjenesten er at møde Gud, så skal den også tilrettelægges så alle har mulighed for en gudsoplevelse derfra, hvor de er.
Ellen Hessellund Mikkelsens standpunkt understøttes af FN handicapkonvention, standardregel nr. 12.
”Staterne bør, i samråd med de myndigheder, som har ansvar for religion, opmuntre tiltag for at afskaffe diskrimination og for at gøre religiøse aktiviteter tilgængelige for funktionshæmmede.”

Udviklingshæmmede kan lære os noget

- Vi snyder os selv, hvis vi ikke inkluderer de udviklingshæmmede i kirkens liv, fortsætter Ellen Hessellund Mikkelsen. - De har nogle gaver og måder at være menneske på, som vi andre såkaldt normale kan lære af.
Mange af dem er enormt rummelige, meget åbne og imødekommende. Og de giver en masse accept og anerkendelse.
Udviklingshæmmede kan vise vej til en oplevelsesdimension i troen.
- De kan være læremestre for os. Vi er gode til teori, dogmer osv. i den lutherske kirke. Men det med at opleve Gud, sanse Gud, det er vi ikke så gode til. Her er vi ofte meget tilbageholdende. De udviklingshæmmede søger ikke primært kundskab om Gud, de søger hans nærhed.
- De peger også direkte ind i kernen i evangeliet: At Gud handler i vores svaghed. At vi kan have et forhold til Gud, og at han kan bruge os på trods af vores svaghed, slutter landssekretæren.